Vi er ikke lægen. Vi er sygdommen.

Af Søren Emil de Roepstorff – tale holdt i Næstved – her gengivet som oplæg til debat pm Solsikkernes mission og ambitionsniveau. Hvad ser vi? – hvad vil vi? Læs og kom med din mening i vores forum…

”Vi er ikke lægen. Vi er sygdommen.”

Dette er et citat af forfatteren Alexander Herzen fra det 19. århundrede, som han efter sigende sagde til en samling revolutionære. Kernen i udsagnet vil også være kernen i det, jeg vil sige, og I kan derfor roligt regne med, at jeg vil ramme nogen her personligt, og faktisk håber jeg at ramme jer alle!

Der findes et begreb, I givetvis alle kender til, der hedder kognitiv dissonans. Det er det ubehag man føler, når man tænker eller handler i modstrid med sine egne overbevisninger, og det ubehag kan man have forskellige mentale strategier til at lindre med. Hvis I vil være rare at huske dette begreb og samtidigt være opmærksomme på jeres reaktioner undervejs i min tale, så skulle der være en god chance for, at I vil kunne opleve dette ubehag.

Det er godt at kende det, for når man kan genkende det ubehag, kan man gribe det og sige til sig selv: ”Hør, hvorfor reagerede jeg egentlig på denne måde?”

Der er selvfølgelig også den mulighed, at I lever i stor harmoni med jer selv, og at I allerede ved alt det min tale handler om. I så fald bliver mødet i dag klart til min fordel, fordi jeg så kan lære en hel masse af jer.

DEMOKRATI

Vi er alle blevet fortalt, at vi lever i et demokrati. Ordet demokrati kommer fra græsk og betyder noget i stil med ”folkevælde”. Når der så er blevet gået i dybden, har vi fået at vide, at den danske styreform faktisk kaldes et ”repræsentativt demokrati”. Læser vi i grundloven, opdager vi, at regeringsformen der er beskrevet som ”indskrænket monarkisk”, og hverken ordet ”demokrati” eller ordet ”folkestyre” kan findes i grundloven.

Er det ikke lidt mærkeligt?

Hvis man undersøger det lidt nærmere, vil man opdage, at det, vi er blevet fortalt, er et folkestyre, i virkeligheden er en styreform, der blev indført netop for at undgå folkestyre. Der sad nemlig en relativt lille gruppe mennesker på stort set al rigdom, og de var selvfølgelig ikke interesserede i, at folket pludselig skulle beslutte, at alle værdier i landet skulle fordeles ud ligeligt til hver eneste borger. Så kunsten var at lade folket få en indflydelse, der ikke ville lade de privilegeredes formuer komme i fare.

ØKONOMI

I hele mit voksenliv har økonomi været det konstant vigtigste emne, når der er blevet debatteret politik i medierne, og jeg husker stadig, hvordan Anker Jørgensen blev hånet for sin påstået uansvarlige økonomiske politik, der havde forgældet Danmark overfor udlandet og staten overfor borgerne. Men var det egentlig et problem? Eller rettere, for hvem var det et problem?

Det var jo ikke rigtigt et problem for borgerne, for man kunne studere og få SU, så længe man læste, man kunne være arbejdsløs og få A-kasse uden tidsbegrænsning, og vi importerede masser af varer fra udlandet, så udvalget af varer var konstant voksende.

Derimod var det et problem for de velhavende, fordi den ret høje inflation udhulede pengenes værdi, og løsningen kom under statsminister Poul Schlüter med Kartoffelkuren i 1986.

I 1993 vedtog folketinget Lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik med den socialdemokratiske arbejdsminister Jytte Andersen som underskriver; en lov, der var det første banesår til den danske model.

Siden er det gået slag i slag, og uligheden er steget konstant, mens de rigeste er blevet rigere, og de fattige mere forarmede. Jeg behøver nok ikke at uddybe, at det har været en konstant udvikling ligegyldigt om det har været en rød eller blå regering.

Det afgørende problem er i mine øjne, at økonomisk teori stort set altid er til fordel for de rigeste. Der er nemlig tre forudsætninger i økonomisk teori: Vi ved alt. Intet ændrer sig. Og alle ønsker mest mulig nytte til sig selv. Og med et folketing fyldt med DJØF'fer vil de tre forudsætninger hurtigt blive til noget, der mest af alt minder om naturlove.

En gruppe matematikere og fysikere fra Tufts University i Massachusetts lavede en model, hvor de simulerede et frit marked, hvor alle havde lige meget til at starte med, men hvor resultatet efter mia. af transaktioner hver gang endte med, at nogle få sad med stort set alle værdier. Sagt helt enkelt vil et frit marked altid ende med oligarki, altså et samfund, hvor meget få mennesker sidder med den økonomiske magt.

Oxfam Ibis lavede for et par år siden et billede af, hvordan verden formuer er fordelt, ved at lade alle verdens borgere sidde på deres formue i 100$-sedler. Halvdelen af verdens befolkning ville så sidde på jorden, en dansker ville sidde på en almindelig stol og

Bill Gates og Jeff Bezos ville sidde i det ydre rum.

Når man betænker den enorme magt, penge giver, og der er ifølge europaparlamentet over 50.000 lobbyister i EU, som jo ikke er ansat der, fordi de ingen indflydelse har, så bliver der lige så stille klarlagt et mønster, når resultater af politiske beslutninger vurderes. Igen og igen bliver resultaterne nemlig, som de rigeste ønsker dem, og de rigeste bliver stadigt rigere.

Alt tyder i mine øjne derfor på, at hele systemet er bygget op om at varetage de rigestes interesser, og at folketinget, regeringen og centraladministrationen primært er til for at skjule og retfærdiggøre dette, og til det formål er der bygget en stor men usand fortælling, et såkaldt narrativ, op, der holder systemets egentlige funktion skjult for befolkningen.

OLIGARKIET

Hvis det er sandt, så lever vi allerede i et globalt oligarki, hvor stærke kræfter styrer, hvad der foregår i de enkelte lande, og al tale om et eksisterende demokrati er enten for at skjule tingenes tilstand eller helt naiv.

Se mønsteret for udviklingen: Der kommer hele tiden nye teknologiske løsninger, der efter sigende gør vores liv nemmere, og disse teknologiske løsninger skaber stor profit men ødelægger sundheden. Mekaniseringen af landbruget har forgældet det.

Kunstgødning og sprøjtegifte ødelægger vandmiljøet og grundvandet. Sodavand og energidrikke ødelægger vores sundhed.

Færdigretter og fastfood gør det samme. Betalingskort og MobilePay ødelægger et sundt forhold til penge. Privatbilisme ødelægger både miljø og sundhed. Trængsel på vejene får politikerne til at beslutte udvidelser af vejene, selvom alle trafikforskere og dermed trafikministeriet udmærket ved, at jo mere man udvider vejene, jo mere trængsel kommer der. Osv osv.

En ting er dog fælles for disse teknologiske løsninger: Der sidder nogle få mennesker og profiterer på dem.

VACCINER

Nu er jagten på penge så nået til et nyt stade, hvor det ikke bare er varer og tjenesteydelser, vi kan til- og fravælge, der skal sælges, nu er det vores fysiske legemer, der skal være genstand for teknologien. Allerede i 2009 forsøgte man i forbindelse med svineinfluenza at få vaccineret verdens befolkning, men den viste sig ikke at være så farlig, så det mislykkedes. Der viste sig senere at være en del bivirkninger ved vaccinen, så det var jo egentlig lidt heldigt.

Det interessante er dog, at WHO i 2009 ændrede definitionen af, hvad en pandemi er, og fjernede den del af formuleringen som omtalte et enormt antal døde, så nu kan det kaldes en pandemi, hvis bare mange bliver smittede. Egentlig er det vel ikke så forfærdeligt interessant, men når man så husker på, at WHO samtidig fik størstedelen af verdens regeringer til at forpligte sig til at købe vacciner, når der er tale om en pandemi, er mønsteret til at genkende: Det handler om profit igen, igen.

SUNDHED

WHO har en glimrende definition på sundhed, hvor sundhed er en tilstand af fysisk, mentalt og socialt velvære og ikke bare fravær af sygdom. Det kunne jo også være en beskrivelse af lykke, men det er vel heller ikke det værste at stræbe efter.

Systemet har i min levetid intet gjort for at hjælpe borgerne til at være sunde. Tværtimod har det sygeliggjort i hundredtusindvis af borgere. 35.000 er alene sygemeldt pga. stress. 3000 får en førtidspension pga. stress… hvert år! Hvis vi sammenholder de tal med de teknologiske løsninger og produkter, jeg nævnte før, burde det være klart, at enhver, der måtte mene, at sundhed er ens eget

ansvar, ikke har forstået den systematiske sygeliggørelse, systemet har magt til og ansvar for.

Systemet har især været effektivt til at ødelægge vores sociale sundhed ved at underminere de sociale bånd (eller uskrevne kontrakter), der vel egentlig er mørtlen i et samfund: Familier splittes (mange skilles eller lever et helt liv alene), socialt nærmiljø undermineres (folk bor i opgange, hvor de ikke taler med de andre beboere) og folk bor længere og længere væk fra deres arbejdsplads. Det er ikke underligt, at 8% af befolkningen i 2017 følte sig ensomme, og det bliver interessant at se, hvordan corona har haft indflydelse på det tal.

Udviklingen på boligmarkedet er en historie for sig selv, som ikke bare har medført flere og dyrere boliger men paradoksalt nok også flere hjemløse. Det er da underligt, at flere boliger følges med flere hjemløse, men hvis man ser boligmarkedet, bemærk at det hedder ”markedet”, som en kilde til at tjene penge, er det ikke så sært, for de fattige er det jo svært at tjene penge på. Men det burde i mine øjne være en højtprioriteret samfundsopgave at modvirke ufrivillig hjemløshed med alle tænkelige midler.

Faktisk synes jeg, at udgangspunktet i et demokrati bør være, at alle sikres forudsætninger for et sundt liv. Et af elementerne i narrativet er, at det er op til den enkelte at ”tage ansvar” for eget liv, men det er systemets ansvarsforflygtigelse, for i yderste konsekvens er det slet ikke muligt frit at vælge, hvordan man vil leve. Jeg synes også, at alle bør have krav på hjælp til sundhed, og behandlingssikkerhed er bestemt ikke nok i den forbindelse. Jeg vil faktisk mene, at en begrænsning af fokus til behandlingssikkerhed er en helt bevidst prioritering.

Der er i mine øjne ingen teknologiske løsninger til at blive sund; man kan tage medicin, kosttilskud, vitaminer og mineraler for at forbedre forudsætningerne for at blive det, og de kan selvfølgelig hjælpe en til at blive rask, hvis man er syg, men sundhed er en tilstand, der følger af den måde, man lever på, og det burde slet ikke være nødvendigt med medicin.

Vi har brug for en sund natur at leve i. Vi har brug for sunde borgere, der samvirker gennem en sund form for økonomi, og dermed skaber sunde samfund, de kan leve i. Et samfund, hvor bare en eneste faktor er usund, er ikke et sundt samfund.

AKTION

Så hvad gør vi?

Magthaverne siger, at de har løsninger på alle mulige og umulige problemer, men historien viser, at det altid får et andet resultat end det, de har sagt ville ske. Så sent som i går, læste jeg, at smitten med corona i Gibraltar, hvor 99% af befolkningen var færdigvaccineret i starten af juni, er steget med 2500% i juli. Jeg læste også, at Pfizer nu er ved at have udviklet et produkt, folk, der er færdigvaccinerede og har fået booster-stikket, kan behandles med, hvis de bliver smittet.

Jeg har kun mistillid tilbage til de mennesker, og jeg har tænkt længe over, hvordan vi skal komme videre, og det er nu, at den kognitive dissonans kommer på banen:

De siger, de har løsninger, men de ved ikke, hvad der skal til for at skabe et sundt og retfærdigt samfund.

Du siger, du har løsninger, men du ved ikke, hvad der skal til for at skabe et sundt og retfærdigt samfund.

Jeg siger, jeg har løsninger, men jeg ved heller ikke, hvad der skal til for at skabe et sundt og retfærdigt samfund.

Kun VI i fællesskab kan skabe de bæredygtige og sunde løsninger.

Vi kender dem endnu ikke, og de vil manifestere sig på den gode måde, hvis vi lykkes med at samarbejde på altruistisk og empatisk vis.

VI kan skabe det sunde samfund, hvis vi fokuserer vores kræfter på den rigtige måde, og det har jeg et forslag til, hvad kan være: Vi skal sørge for selv at være sunde, og vi skal hjælpe andre til at være sunde. Vi skal hjælpe hinanden til øget sundhed ved at dele vores erfaringer og især vores tid. Tal med hinanden, lyt til hinanden og frem for alt: Brug tid med hinanden. Du har to ører og en mund.

Del tanker og idéer, udnyt den kollektive intelligens, find fælles projekter og før dem ud i livet. Man siger i kampsportsverdenen, at det er bedre at lede ti år efter en god lærer, end det er at træne ti år under en dårlig. Der er en sandhed der: Det tager tid at finde dem, man arbejder godt med, men jeg er overbevist om, at jo mere vi samarbejder i grupper, celler, flokke, jo bedre bliver vi til det.

Og jo bedre vi bliver til at samarbejde, jo mindre får vi brug for ledere til at diktere samarbejdet.

Selvfølgelig skal der være koordinatorer, rådgivere, mediatorer, planlæggere osv. Det går f.eks. ikke at have en brandbil, hvor mandskabet lige skal diskutere, hvordan branden slukkes, før de går i gang.

Hvis man er sund og rask fysisk, mentalt og socialt, smitter det af på andre, der så også bliver sundere. Det ved vores organismer allerede, for jeg tror, at de fleste kender følelsen af velvære, når man er i selskab med en, der udstråler overskud og selvsikkerhed, men det afgørende er, at den følelse også skal være der, når man igen er tilbage i den daglige trummerum. Det er en svær skelnen. En vigtig forudsætning for vores sundhed er, at vi skal gøre os usårlige overfor systemet. Fysisk, mentalt og socialt. Det kræver tid og samvær, så vi må forsimple vores liv og arbejde mindre. Det ville være ideelt, hvis vi i samme proces også kunne sikre os økonomisk, men det har jeg ikke lige løsningsforslag til, for hvis alle samtidigt dropper arbejde og forbrug, vil samfundsøkonomien bryde helt sammen, så jeg tror, at det er bedst, hvis det langsomt sker, at flere og flere lægger livet om.

Et samfund er ifølge ordbog over det danske sprog: ”gruppe af personer, der bebor et samlet område og er knyttet sammen ved fælles interesser, samvirken, indbyrdes afhængighed af og hensyntagen til hinanden ”.

Vi er nødt til selv at skabe et nyt samfund, som folketinget og politikere i det hele taget, så må arbejde i slipstrømmen af, for i alt for mange år har befolkningen uden held bestræbt sig på at få et godt og sundt liv trods de samfundsændringer, som folketinget som flodbølger har skyllet ud over os. Løsningen på at overleve en flodbølge er ikke at være der, hvor den er.

Så vi skal væk fra det eksisterende og opbygge noget nyt, og jeg forestiller mig, at den bedste måde er at finde ligesindede lokalt og samarbejde med dem som det første. Dernæst er de næste skridt at frigøre sig fra det eksisterende. En veninde opfandt ordet frigørelsesbevægelse, og jeg er meget begejstret for det.

Der kommer nemlig ingen frihed, hvis man bruges af DB, Nordea, Jyske Bank, MobilePay osv.

Der kommer ingen frihed ved at følge hovedstrømsmedierne.

Der kommer heller ingen frihed af at arbejde meget.

Så arbejd mindre! Køb brugt! Byt ting og tjenester. Forbrug mindre! Køb lokalt og hos de små erhvervsdrivende. Bliv sund.

Drop medicin. Har du hovedpine eller andre smerter, så find årsagen og gør noget ved det. Spørg om hjælp. Drop pligter, du er blevet pålagt, og gør de pligter, du selv føler er vigtige. Betal lån ud og lån ikke. Skift fra bank til andelskasse. Drop masker, test og vacciner.

Vi må før eller siden se i øjnene, at ligegyldigt, hvor mange vi samler til en demo, der slutter ved Christiansborg, vil det være på systemets præmisser. Det er lige efter narrativet, der jo påstår, at folketinget varetager folkets interesser, og at det er der, hvorfra beslutningerne om forandring skal komme. Men det har aldrig været sandt og bliver det heller ikke nu. Systemet er så garvet, så når der endelig er en demonstration, der er så stor, at politikerne tager den alvorligt, vil de invitere repræsentanter til dialog, og disse repræsentanter vil dels blive opslugt af det fordærv, der er i det politiske miljø, og dels vil de for hver indrømmelse, de kommer igennem med, blive brugt som retfærdiggørelse for de to eller flere tilbageslag, der vil blive gennemført i kulissen. Det er det, der i vore dage kaldes politik.

Vi må gøre arbejdet selv på græsrodsplan, og jeg er ovenud lykkelig over at se så mange, der er parate til at diskutere, hvordan vi kommer videre.

Vi er ikke lægen.

Vi er sygdommen.

Og det er nu, vi skal helbrede os selv.